5 hurtige tips til at booste immunforsvaret
Du kan selv gøre noget for at holde dit immunforsvar, din krop og din mentale sundhed frisk og stærk, til bedre at kunne modstå og bekæmpe en infektion.
Tusindvis af studier viser at en varieret, balanceret kost, regelmæssig yoga, træning og søvn hjælper.
1. Træk vejret med lange dybe indåndinger. Du trækker vejret hele tiden, men ved at kontrollere åndedrættet, gøre det langsomt og dybt ned i maven, påvirker du alle celler i din krop. Når du tager kontrol over dit åndedræt, tager du indirekte kontrol over dine tanker, lange dybe vejrtrækninger virker beroligende på dit sind. Lange dybe vejrtrækninger 10 min om dagen reducerer stress, sænker blodtrykket, øger koncentrationen, kan øge kvaliteten af ens søvn og dæmpe angst. Træk vejret ind og slap samtidig af i maven, så den kan ekspandere. Lad indåndingen fylde hele maven ud og videre op, så du føler brystkassen udvider sig. Slip indåndingen og lad udåndingen ske af sig selv i eget tempo. Hjælp lidt til på bunden af udåndingen, så du får godt afsæt ind i næste indånding. Dette kan gøres uanset, hvor du er, da du altid trækker vejret.
2. Sov ordentligt. Uden tilstrækkelig med søvn fremstiller din krop færre cytokiner, en type protein, som er målrettet mod infektion og inflammation, og som er med til at skabe et effektivt immunforsvar. Det er under søvnen cytokinerne produceres og frigøres. Kronisk søvnmangel har vist sig at gøre vacciner mindre effektive ved at mindske kroppens evne til at opbygge immunitet. Så gå i seng i ordentlig tid og få din søvn.
3. Lav yoga! Al yoga, som påvirker det parasympatiske nervesystem, den rolige del af nervesystemet, reducerer stress og mindre stress betyder stærkere immunforsvar. 10 min yoga kan gøre forskel, så find et yogaprogram, du kan lide og lav det hver dag.
4. Spis alsidigt med mange forskellige grønsager og frugter. Ingen forskning har fundet supermad, der fikser alt. I stedet viser mange studier, at det er mængden og variationen af grønsager, der er med til at forstærke immunforsvaret. Du har brug for mange forskellige aminosyrer i de biokemiske processer, som aktiveres, når din krop bekæmper en infektion. Lav f.eks. grønsagsdip, frugtsalat eller rodfrugter i ovnen.
5. Gå en tur, da både frisk luft og al fysisk aktivitet styrker immunforsvaret.
Sund kost, fysisk aktivitet og balance i livet er vigtigt for, at du har det godt både nu og i fremtiden. Pas på dig selv og vær venlig mod både dig selv og andre Det booster immunforsvaret!