Fængselsyoga

MediYoga Fengsel Yoga
Forfatter: Anne Vatne Myhre

Norge: Indsatte i Arendal Fængsels lukkede afdeling har haft dyb effekt af MediYoga-kursus med instruktør, Anne Vatne Myhre. Med egne ord – og de indsattes – fortæller hun her om oplevelsen, der også har sat sig dybt i hende selv:

”Hver fredag morgen i 1,5 time er fantastisk og speciel. Gennem projektet ’Aktiv på Dagtid’, som jeg arbejder i, er jeg heldig at afslutte ugen med MediYoga i Kriminalomsorgen på den lukkede afdeling i Arendal Fængsel.

Mit første besøg inden for fængselsmurene gjorde stærkt indtryk og var længe om at blive fordøjet. Det at blive låst ind og ud gennem døre og bygninger, se alle låsene, cellerne, høre lyden af raslende nøgleknipper og kommunikation mærkedes i hver en celle i kroppen. Derudover at se den lille fængselsgård, hvor det eneste man ser af livet på ydersiden er en flig af himlen, var så stærkt og intenst, at tårerne kom, da jeg stod midt i snedkerværkstedet.

Hver uge kommer de indsatte op på fængselsloftet, her bliver jeg mødt med faste håndtryk, smilende ansigter, åbne sind og tak. En følelse af, at flere vil fortælle mig alt om, hvorfor de er her, planer og drømme for livet, når de skal slippe ud, fortælle om det, der gør ondt og er vanskeligt. At se mennesker (som ofte har mange diagnoser) ligge tæt sammen, helt i ro, trække vejret side om side, være i sig selv i alle øvelser, tårer der bliver tørret, snorken og smil. At mærke rummet, som oser af en inderlig taknemlighed over, hvad de nu har været med til er ikke andet end magisk. Og ord som ’dette var bedre end en rus’, ’en helt syg følelse’ og ’kroppen er helt afslappet’ må opleves for at forstå. Så føler jeg mig rørt, taknemlig og ydmyg.

For rigtigt at dokumentere det, jeg oplever, spurgte jeg, om de kunne komme med en lille lap papir, hvor skrev ned, hvad de mærkede og tænkte om yogatimen. Her kommer direkte afskrift af nogle af tilbagemeldingerne:

”Yogaen betyder meget for mig her i fængslet. Det hjælper mig til at slappe af i hovedet og kroppen, og det gør hverdagen her meget lettere at takle. Jeg er meget taknemlig for, at vi har dette fine tilbud.”

”Yogaen er for mig blevet en time i ugen, hvor jeg kan tømme hovedet helt for onde tanker. Og hver jeg finder en indre ro, som er helt unik fra alle de andre timer i ugen. Derfor er yoga blevet meget værdifuldt for mig. Det hjælper mig også til at finde roen til at sove om aftenen med de teknikker, jeg har lært.”

”MediYoga for mig var meget terapeutisk og befriende og var en lille ’flugt’ fra hverdagens stress. Det var godt for både krop og sjæl og er absolut noget, jeg anbefaler videre. Jeg synes, at tilbuddet skulle være flere steder, da jeg tror og ved, at de fleste vil have vældigt godt udbytte af det.”

”Al tak til vores Yogainstruktør, som kommer til fængslet og holder ud med os indsatte. NAMASTE” (Denne mand blev flyttet til åben afsoning med skovhugst).

At denne time i ugen skulle få så stor betydning for de indsatte, ansatte (som får roligere indsatte) og undertegnede havde ingen set for sig.

En ekstra tak til Extrastiftelsen, som gjorde min drøm om at få lov til at ’gå ind i en egen verden’ blive til virkelighed. Håber og tror, at dette bare er begyndelsen på at kunne være formidler af MediYoga i fængsler.

Namaste,

Anne”

Tusind tak, Anne, siger vi, dine kolleger, for at gøre denne forskel.

Arkiv

Tabt forbindelse